Link til anmeldelse af bogen i Dagbladet Arbejderen - se her
Hvis du ønsker et eksemplar af bogen, så send en mail - tryk her
Det var en sommeraften, det må have været engang i 1995.
Solen var ved at gå ned, og himlen var farvet i et rødt
skær. Til daglig var jeg under uddannelse, men her til
aften befandt jeg mig på rampen ved Berlingske Tidendes
trykke- og pakkeri på Avedøre Holme. Jeg havde fået den
bedste tjans. Godt nok skulle der slæbes bundter af tykke
søndagsberlingere fra samlebåndet og ind i lastbiler som var
opmarcheret langs anlægget. Man løftede hurtigt et par ton.
Men at arbejde i det fri sådan en smuk og lun aften opvejede
slæbet.
Pludselig standsede en chauffør mig: ”Er du en af de røde
sataner?” Jeg gloede på manden. Hvad mente han? Jeg forstod
snart at han hentydede til om jeg arbejdede i pakkeriet.
Jeg havde antaget ham for at være en almindelig arbejder,
men lærte snart hvad der adskilte dem inden for og uden for
murene. Chaufføren fortalte mig om den farlige fagbevægelse
som øjensynligt havde taget magten over arbejdernes sind og
sat dem op imod chauffører og bude som arbejdede uorganiseret
eller ligefrem ejede deres eget transportmiddel. Men
han var sin egen herre, forsikrede han mig om. ”Pas på dem!,”
var hans sidste ord, inden han kørte af sted ud i natten.
Det blev mit første faglige lynkursus. Snart fulgte mange
andre, og jeg kom, ulig chaufføren hin nat, til at sætte stor
pris på det faglige arbejde der blev udført i pakkeriet. Lønnen
var fabelagtig som konsekvens af den nøglerolle pakkeriarbejderne
indtog i avisproduktionen, og den kamp som de
havde kæmpet. Og der blev sat ind for at sikre at folk ikke
sled sig selv ihjel. Jeg selv var kun ”lørdagspakker”, alligevel
havde de faste medarbejdere sikret at løsarbejdere som jeg
blev budt samme løn- og arbejdsvilkår som de selv. Det var
solidaritet. Og naturligvis en sikkerhedsforanstaltning mod
at de faste medarbejdere blev skippet til fordel for lavtlønnet,
”fleksibel” arbejdskraft.
Uden den solidaritet havde jeg næppe afsluttet min
universitetsuddannelse da jeg mange år senere på ny nød godt af
at arbejde i pakkeriet. Derfor er det mig også en stor glæde at
kunne betale pakkeriarbejderne en smule tilbage ved at forfatte
deres historie. Som professionel historiker tilstræber
man en videnskabelig og objektiv tilgang til sit emne. Men
foranlediget af undersøgelsens og kildematerialets karakter,
samt af mit tilhørsforhold til arbejdspladsen, har jeg valgt at
skrive denne historie i gulvhøjde, fra arbejdernes egen synsvinkel
og med en solidarisk snert. Hvis nogen skulle finde
anledning til kritik heraf, vil mit svar være at det er en historie
som vi hører alt for sjældent. Og at den hermed forhåbentlig
bidrager til større ”objektivitet” i samfundet som sådan.
Dino Knudsen
December 2009